VÅDRUM

Bygningsdele i og omkring vådrum skal kunne modstå direkte vandpåvirkning, vanddamp, stød og slag samt små bevægelser i alle samlinger.
Vådzonen er den jævnligt vandpåvirkede del af rummet, og omfatter hele gulvet inklusiv 100 mm opkant på alle vægge samt vægge omkring bruseniche indtil 500 mm fra dennes afgrænsning. I vådrum mindre end 3,25 m2 eller med bredde mindre end 1,3 m omfatter vådzonen alle vægge.

De hyppigst forekommende svigt og skader er:

  • Fugtskade på bygningsdele som følge af manglende vandtæthed i gulv og væg. Ofte som følge af svigt ved rør- eller afløbsgennemføringer, men også som følge af svigt ved vådrumsmembranen generelt. Omkostningerne ved afhjælpning af svigtene kan blive ganske betydelige især i tilfælde, hvor gulve eller vægge helt eller delvist er udført af lette eller træbaserede materialer.
  • Svampe- eller skimmelangreb på bygningsdele i gulv, væg eller loft, forårsaget af utilstrækkeligt luftskifte i rummet på grund af, at ventilationsforholdene ikke overholder Bygningsreglementets krav og anvisninger.

Vådrum – på den gode måde

Som udgangspunkt skal den projekterende altid vurdere, om disponering, anlæg og bygningsdele ud fra en helhedsbetragtning er behæftet med større risiko.

  • Vådrum skal udføres i henhold til By og Byg Anvisning 200. Opmærksomheden henledes på, at anvisningen inddeler vådrum i belastningsklasser, henholdsvis lav, normal og hård.
  • Vådrum i bebyggelser, som er omfattet af Byggeskadefonden, skal udføres med løsninger, der mindst svarer til normal belastningsklasse. Dette betyder, at mange af de lette konstruktioner i anvisningen ikke må anvendes.
  • Gulve og vægge skal så vidt muligt udføres af tunge uorganiske materialer som murværk, beton og letbeton.
  • Undgå rørgennemføringer i gulv i bruseniche. I resten af gulvet bør der kun være rørgennemføringer, hvis anden rørføring er umulig.
  • Rørgennemføringer skal projekteres og udføres omhyggeligt, da de altid er kritiske. Såfremt gulv eller væg er opbygget af fugtfølsomme materialer, er rørgennemføringer særligt kritiske.
  • Vådrum skal ventileres effektivt. Bygningsreglementet kræver et luftskifte på mindst ½ gang i timen hele døgnet rundt. Tids- eller fugtstyrede ventilatorer er hverken forskriftsmæssige eller tilstrækkelige.
  • Ved naturlig ventilation skal kanalerne føres med ganske få bløde bøjninger og ikke under 45° hældning så direkte som muligt over tag, jævnfør SBI-anvisning 189.
  • Vådrum med vindue til det fri har som hovedregel langt bedre indeklima end indeliggende vådrum. 

Link til BYG-ERFA mv.

BYG-ERFA’s hjemmeside under punktet "Indeks og vejledninger" findes korte introduktioner til et større antal relevante erfaringsbla-de under overskrifterne: (42) Indvendige vægoverflader, (43) Dæk, (53) Vand og (99) Bygningen under ét, som omhandler vådrum og installationer i disse, samt indeklimatiske forhold. 

 


Studiestræde 50
1554 København V
Tlf: 3376 2000
Fax: 3376 2010
Cvr.nr. 12 02 59 71
bsf@bsf.dk