Bygningsejers opfølgning af 5-års eftersyn

 

Brug vores vejledning

Byggeskadefonden har udarbejdet en overskuelig vejledning for bygningsejere, der har fået udført 5-års eftersyn af deres byggeri.

Nogle hovedbudskaber i vejledningen er:

Ejeren har pligt til at følge op på eftersynet

Det er bygningsejerens ansvar at følge op på 5-års eftersynet. Bygningsejeren skal bruge eftersynsrapporten og bemærkningerne i Byggeskadefondens brev over for de ansvarlige ved 5-års gennemgangen. Hvis de ansvarlige ikke vil udbedre svigtene, kan ejeren under visse betingelser stille krav om udbetaling af entreprenørgarantien på 2%. Hvis ejeren ikke stiller krav om garantien, bortfalder den automatisk.

Skriftlig reklamation - hvem, hvad, hvordan, hvornår

Reklamationsfristen udløber 5 år efter byggeriets aflevering, og det er ejerens ansvar, at der omgående sendes skriftlig reklamation til alle parter, der kan være ansvarlige for de svigt og eventuelle skader, der fremgår af rapporten om 5-års eftersynet og Byggeskadefondens brev. Det gælder også, hvis forholdet allerede blev registreret ved 1-års eftersynet.

På grund af 5-års reglen skal bygningsejeren omgående sende reklamationen til alle tænkeligt ansvarlige. Modparterne får dermed også mulighed for at foretage videre reklamation til underentreprenører med flere inden fristens udløb.

Passivitet og forældelse

Bygningsejeren mister sine rettigheder over for de ansvarlige og får ikke dækning i Byggeskadefonden, hvis der udvises passivitet, som kan indtræde allerede efter 1-1½ år. De ansvarlige parter kan normalt afvise krav, der først gøres gældende efter 5 år. Sælgere af et samlet byggeri til f.eks en almen boligorganisation eller en andelsboligforening er ansvarlige for skjulte mangler i 20 år.

Brug eftersynsrapporten og fondens brev ved 5-års gennemgangen

Eftersynsfirmaet udarbejder en rapport om 5-års eftersynet af byggeriet, som sammen med bemærkningerne i fondens brev er et nyttigt supplement til ejerens og rådgivernes forberedelse af 5-års gennemgangen. Kommunen får kopi af rapporten og fondens brev til orientering.

Eftersynsrapporten

Eftersynsrapporten indeholder eftersynsfirmaets byggetekniske kontrol af udbedring af de svigt, der i vores brev om 1-års eftersynet blev sat i gruppe 3, 4 og 5. Eftersynsfirmaet registrerer også eventuelle andre svigt eller skader, som ejeren har oplyst, eller som ses ved besigtigelsen. Rapporten indeholder ikke kontrol af de mindre væsentlige svigt, der i vores brev om 1-års eftersynet blev sat i gruppe 1 eller 2.

Brev med fondens bemærkninger

Vi vurderer i vores brev til bygningsejeren de svigt og eventuelle skader, der er registreret i eftersynsrapporten. Brevet sammenfatter registreringerne og giver bygningsejeren byggetekniske anvisninger og anbefalinger at handle efter.