Bygningsdele i og omkring vådrum skal kunne modstå direkte
vandpåvirkning, vanddamp, stød og slag samt små bevægelser i alle
samlinger.
Vådzonen er den jævnligt vandpåvirkede del af rummet, og omfatter
hele gulvet inklusiv 100 mm opkant på alle vægge samt vægge omkring
bruseniche indtil 500 mm fra dennes afgrænsning. I vådrum mindre
end 3,25 m2 eller med bredde mindre end 1,3 m
omfatter vådzonen alle vægge.
De hyppigst forekommende svigt og skader er:
- Fugtskade på bygningsdele som følge af manglende vandtæthed i
gulv og væg. Ofte som følge af svigt ved rør- eller
afløbsgennemføringer, men også som følge af svigt ved
vådrumsmembranen generelt. Omkostningerne ved afhjælpning af
svigtene kan blive ganske betydelige især i tilfælde, hvor gulve
eller vægge helt eller delvist er udført af lette eller træbaserede
materialer.
- Svampe- eller skimmelangreb på bygningsdele i gulv, væg eller
loft, forårsaget af utilstrækkeligt luftskifte i rummet på grund
af, at ventilationsforholdene ikke overholder Bygningsreglementets
krav og anvisninger.
Vådrum - på den gode måde
Som udgangspunkt skal den projekterende altid vurdere, om
disponering, anlæg og bygningsdele ud fra en helhedsbetragtning er
behæftet med større risiko.
- Vådrum skal udføres i henhold til By og Byg Anvisning 200.
Opmærksomheden henledes på, at anvisningen inddeler vådrum i
belastningsklasser, henholdsvis lav, normal og hård.
- Vådrum i bebyggelser, som er omfattet af Byggeskadefonden, skal
udføres med løsninger, der mindst svarer til normal
belastningsklasse. Dette betyder, at mange af de lette
konstruktioner i anvisningen ikke må anvendes.
- Gulve og vægge skal så vidt muligt udføres af tunge uorganiske
materialer som murværk, beton og letbeton.
- Undgå rørgennemføringer i gulv i bruseniche. I resten af
gulvet bør der kun være rørgennemføringer, hvis anden rørføring er
umulig.
- Rørgennemføringer skal projekteres og udføres omhyggeligt, da
de altid er kritiske. Såfremt gulv eller væg er opbygget af
fugtfølsomme materialer, er rørgennemføringer særligt
kritiske.
- Vådrum skal ventileres effektivt. Bygningsreglementet kræver et
luftskifte på mindst ½ gang i timen hele døgnet rundt. Tids-
eller fugtstyrede ventilatorer er hverken forskriftsmæssige eller
tilstrækkelige.
- Ved naturlig ventilation skal kanalerne føres med ganske
få bløde bøjninger og ikke under 45° hældning så direkte som muligt
over tag, jævnfør SBI-anvisning 189.
- Vådrum med vindue til det fri har som hovedregel langt bedre
indeklima end indeliggende vådrum.
Link til BYG-ERFA mv.
På BYG-ERFA's hjemmeside under punktet "emner"
findes korte introduktioner til et større antal relevante
erfaringsbla-de under overskrifterne: (42) Indvendige
vægoverflader, (43) Dæk, (53) Vand og (99) Bygningen under ét, som
omhandler vådrum og installationer i disse, samt indeklimatiske
forhold.